Ressourcer

Sådan skriver du gode annoncetekster til sociale medier

22

Indholdsfortegnelse

Det er annonceteksterne, som skaber fremdriften i et budskab og støtter op om valget af billeder og videoer. Annonceteksterne er det, der får modtageren til at bevæge sig videre i din annonce, videre hen til beslutningen og ud til det, vi i markedsføringssprog kalder for en konvertering. På den måde bliver læseren af annonceteksten til en kunde.

Du må altså aldrig glide let og elegant henover udarbejdelsen af dine annoncetekster. I stedet bør du bruge tid på at udforme dem, så de fremhæver det helt rigtige budskab og fanger din modtagers interesse.

Har du tænkt på, at næsten uanset hvilken type marketing, der er tale om, så kan vi ikke undgå at se en form for tekst? Om det er på call-to-action-knappen, der opfordrer til handling, eller om det er den lille tekst under en Facebook-annonce, har teksten en vigtig funktion!

Men hvordan skriver man så den gode annoncetekst? Det kommer vi til nu!

Den gode annoncetekst

Når du skriver dine annoncetekster til f.eks. Facebook, er det ikke tilfældigt, hvordan du skal stille teksten op. Det er vigtigt, at du starter med at skabe opmærksomhed og gør modtageren nysgerrig på at læse mere. Men inden modtageren bliver nysgerrig, skal modtageren først have øje på din tekst.

Giver det mening for netop dit brand, kan det derfor være en god idé at begynde med en OVERSKRIFT med store bogstaver efterfulgt af et par fængende emojis, der skaber blikfang 😍👩🏻‍🍳🔥🚀

Dernæst kan en god indledning være et spørgsmål, da et spørgsmål psykologisk får modtageren til at stoppe op og forholde sig til det, der bliver spurgt om. Men det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt, hvilket spørgsmål du skal stille. Det kan nemlig have en negativ virkning, hvis du stiller de “forkerte” spørgsmål.

Der er f.eks. stor forskel på at spørge: Mangler du en ny sofa?” og Kender du en, der mangler en ny sofa?”

Stiller du det første spørgsmål  “Mangler du”, kan modtageren sige til sig selv: “Nej, det mangler jeg ikke”, hvorefter modtageren vil miste interesse i annoncen. Skriver du i stedet “Kender du en, der mangler…”, vil modtageren overveje, hvem han/hun kender, som netop står og mangler produktet.

Et andet godt spørgsmål at stille i indledningen er: “Vidste du, at…” Dette spørgsmål gør modtageren nysgerrig og får vedkommende til at læse videre for at finde ud af, om teksten nu også vedrører noget, modtageren ved på forhånd.

EKSEMPEL:

VIDSTE DU, AT… 💡

Kvinder i gennemsnit får solgt deres biler online hurtigere end mænd? 

Det er der flere grunde til, men det skyldes især, at kvinder er mere realistiske i forhold til pris og er bedre til at tage billeder. 

Så står du også og skal til at sælge din bil? 

Så gør det online hos X

Det er:
✔ Nemt
✔ Billigt
✔ Sikkert Sælg din bil i dag på X

Annonceteksten her er god, fordi den indleder med et spørgsmål og har en gul og fængende emoji. Annonceteksten er ikke ret lang og har punktform til at uddybe de vigtigste punkter. Det gør teksten overskuelig og letlæselig for modtageren. Annonceteksten slutter af med en opfordring til handling (call-to-action), som for nogle personer måske virker lidt for anmassende. Det skal du som tekstforfatter ikke være bange for. Det er vigtigt, at du er klar og tydelig i dine budskaber og fortæller modtageren kort og præcist, hvad du ønsker, at vedkommende skal gøre.

Skriv annoncetekster, der sælger 

Der findes et par forskellige strategier og teknikker, du kan bruge i dine annoncetekster, som kan påvirke modtageren til at foretage den ønskede handling. 

Vi vil i det følgende afsnit gennemgå de mest effektive og brugbare metoder, du bør kende, hvis du ønsker at skrive skarpe og fængende tekster på de sociale medier

USP – Står for “unique selling proposition”

USP’er er altid et stærkt redskab at anvende, når du skal skrive annoncetekster. Her kan du inddrage de punkter, der gør dit produkt unikt og uundværligt. Fortæl modtagerne, hvorfor det er lige netop dit produkt eller din service, de skal vælge (f.eks. frem for konkurrenternes).

Vær ærlig og tænk over, hvad dine kunder især sætter pris på ved dit produkt. Det kan f.eks. være: “Design selv din nye sofa hos os” eller “Alle vores sofaer er produceret i Danmark”

En USP skal være unik og kan altså ikke bare være “et godt tilbud” eller “god service”. Selvom de kan være gode salgsargumenter, er de ikke USP’er. En USP er noget, gør dit brand unikt. Noget, som konkurrenterne ikke let kan kopiere.

EKSEMPEL:

Der er altid en god historie bag 💡

Hos X har vi et stort udvalg af kvalitetsråvarer, der er håndplukkede af vores landskendte kok. 

Vi har kun varer fra passionerede producenter, som lever op til vores krav om: 

🐖 Gennemført håndværk
🐖 Upåklagelig kvalitet og smag
🐖 At der altid er en god historie bag
🐖 100% naturligt indhold
🐖 Økologisk eller bedre Bestil dine madfavoritter i dag på www.X.dk 🚚

Social Proof 

Når du skal overbevise din målgruppe om, hvorfor de skal købe dit produkt, er Social Proof et rigtig stærkt element at anvende. Du kan trække på kundeanmeldelser, influencers, videoer med kundeudtalelser eller fortælle hvor mange stjerner, du har på trustpilot. Se eksemplet nedenfor.

EKSEMPEL:

“Gør som 1000 vis af andre glade kunder ⭐⭐⭐⭐⭐

Køb den nye løbejakke fra X og oplev den gode
kvalitet og fleksibilitet. Løbejakken er perfekt til løb og det aktive liv….”

Vi mennesker er flokdyr og har en tendens til at gøre det, som andre gør. Derfor er Social Proof et stærkt psykologisk element at anvende til at overbevise modtagere om, hvorfor de også skal købe dit produkt.

Når du fortæller, at tidligere kunder allerede er meget tilfredse med produktet eller servicen, giver det mere tryghed hos andre potentielle kunder. 

Er dit produkt blevet nomineret til en pris eller har det vundet en pris, er det et rigtig godt Social Proof at inddrage. Det samme gør sig gældende, hvis dit produkt vinder “bedst i test”. Er dit produkt svanemærket eller har andre mærker, som viser, at du er certificeret i en bestemt ydelse, kan du ligeledes med fordel inddrage dem som Social Proofs!

Knaphed

Hvis du vil have din målgruppe til at handle med det samme, er knaphed rigtig gode triggers at anvende i annonceteksterne. Knaphed får kunder til at reagere med det samme, hvis du f.eks. fortæller dem, at de kan spare 10% på et givent produkt de næste 24 timer. 

Idéer til anvendelse af knaphed: 

  • Spar 10% de næste 24 timer
  • Få varer på lager 
  • Limited edition 
  • Tilbuddet gælder kun i dag! 
  • Køb i dag og få en gratis gave

Commitment

Det kan være svært at få kunder til at binde sig i form af tilmelding til nyhedsbrev eller kundeklub. Men hvis det lykkes at få trofaste og engagerede kunder, kan der være mange penge at tjene på længere sigt. Et par gode tricks til at skaffe flere loyale og engagerede kunder er ved: 

  • Konkurrencer 
  • Rabatter eller ekstra bonus “Tilmeld dig nu og spar 20%”
  • Gratis ting som vareprøver eller gratis tilbud m.m.
  • Tips og tricks vedr. dit produkt
  • En form for uventet værdi (En håndskrevet hilsen, rabatkode til næste køb m.m.)
  • Særlige medlemsfordele og rabatter

Hvilke tekster skal du skrive – og hvornår?

Nu er du blevet klædt på til at fange din modtagers interesse. Din næste opgave bliver at tilpasse teksterne til kundernes købsrejse og beslutningsproces. Det er derfor ikke tilfældigt, hvilke tekster du bruger hvornår, da budskabet skal hænge sammen med det sted, som kunden befinder sig i sin købsrejse. Hos Nordic Social arbejder vi meget med en funnel struktur, der består af 4 steps, som du kan læse meget mere om i vores blogindlæg her. Strukturen går kort fortalt ud på at ramme kunderne der, hvor de er i deres købsrejse og målrette annoncerne efter den enkelte kunde.

Eksponering til nye kunder 

Der kan være stor forskel på, hvilken type af funnel du bør bruge. Det afhænger af, hvor komplekst et produkt eller en service er. Men det nytter ikke altid at opfordre målgruppen til at købe dit produkt her og nu, hvis de aldrig har hørt om det før. Der er du nødt til at starte et helt andet sted og skabe brand awareness. Det er det, vi i Nordic Social har døbt STEP1. Det er vores allerførste step i funnelen, hvor en helt ny målgruppe bliver eksponeret for et givent produkt for første gang. Vi kalder det også push eller prospecting målgrupper.

Laver du en annonce, der er målrettet mod nye kunder eller segmenter, bør du tilpasse dine annoncetekster, så du klart og enkelt fortæller om dit brand og produkt. Her skal der være mere fokus på at skabe brand awareness end på at sælge. Hvis dit produkt er meget komplekst, er sandsynligheden for, at en kunde køber med det samme, nok ikke så stor.

Eksponering til personer med kendskab til produktet 

Hvis du derimod laver en annonce, som er målrettet de personer, der allerede har kendskab til dit brand eller har vist interesse på din hjemmeside og sociale medier, bør du tilpasse dit budskab herefter. Det kan du bl.a. gøre ved brug af USP’er, ved at “presse” modtagerne lidt med et ekstra godt tilbud eller ved at anvende “knaphed”.

Bryd teksten op

Du kan gøre dine annoncetekster overskuelige og brugervenlige ved at holde sætningerne korte og lave ekstra linjeafstand. Så kommer teksten til at virke lettere. Du kan også med fordel anvende emojis for at bløde teksten op, for at understrege en følelse eller til opsætning i punktform.

Du skal dog passe på med ikke at ‘overgøre’ brugen af emojis. Anvend dem kun, når og hvis det giver mening for brandet og produktet.

Der er ikke mange brugere på de sociale medier, der gider at læse en hel roman. Skriv derfor ikke alt for lange og tunge tekster med meget information. Udvælg hellere ét budskab og fokusér på det. Så har du større chance for at fastholde modtagerens interesse.

Call-to-action (CTA)

I alle annoncer på alle sociale medier skal du vælge en call-to-action-knap, som opfordrer modtageren til at udføre en ønsket handling. Selvom call-to-action-knappen vises tydeligt i alle annoncer, er det en rigtig god idé også skrive en CTA i alle annoncetekster.

Det kan du gøre ved at slutte alle annoncetekster med at opfordre til en specifik handling. Vores data viser, at annoncer performer bedre, hvis annonceteksten indeholder en CTA med en URL. Se eksemplet nedenfor.

EKSEMPEL: 

Naturlig mad uden besvær 🐖🍅

Vi ved, det kan være en jungle at finde gode råvarer med 100% naturligt indhold. 

Hos XX kan du handle med ro i maven. Vi har nemlig tjekket ingredienslisterne igennem for dig, så du altid er garanteret de absolut bedste råvarer.

Bestil din rigtige mad i dag på www.X.dk 🚚

Skab opmærksomhed med en god headline 

Tænk over din headline, og hvad du ønsker at kommunikere med din annonce. Din headline skal være kort, konkret og præcis. Den skal samtidig kunne fange din modtagers opmærksomhed og vække nysgerrighed.

Hvis din annonce indeholder et tilbud, kan det være en god idé at skrive det i headlinen, da det har en god indvirkning på folk. Du kan også tydeliggøre, at der f.eks. er kommet en ny kollektion, fri fragt i weekenden eller lign.

Skal vi skrive dine annoncetekster?

Nu har du fået nogle af vores bedste tips og tricks til at skrive gode og fængende annoncetekster til de sociale medier. Men det kræver tid og øvelse at mestre disciplinen tekstforfatning, så den både giver mening og skaber værdi for modtageren og brandet.

Hos Nordic Social har vi specialiseret os i netop dette. Vores dygtige content og social media specialister har hjulpet +100 virksomheder med deres marketingaktiviteter på bl.a. TikTok, Facebook, Instagram og Linkedin.

Skal vi også hjælpe dig? Så kontakt Nordic Social i dag og hør mere om vores løsninger.

Husk! Det er den gode annoncetekst, der fører modtageren hen til beslutningen!

3.9/5 - (60 votes)

Nyhedsbrev

Nordic Social er blevet en del af det prisvindende performance marketing-bureau s360!

Det betyder, at vi ud over vores eksisterende services inden for sociale medier nu også kan tilbyde en bred vifte af andre tjenester inden for digital markedsføring, såsom SEO, Google Ads og meget, meget mere.

For at høre mere er du velkommen til at kontakte Director og Co-founder, Alexander Morabbi. Du kan enten udfylde formularen nedenfor eller fange ham via E-mail eller +45 42760647.